Sprognyheder

Der er tidspunkter hvor Danmark går i stå, fordi alle samles foran fjernsynsskærmen. På det seneste er det blevet muligt også for danskere uden for Danmark at deltage i dette tavse blå fællesskab. Og det mest oplagte eksempel er dronningens nytårstale, som altid indtræffer nytårsaftensdag kl. 18. På årets sidste aften, hvor så mange samles med familie og venner og mange må fejre nytår langt fra Margrethe II og hendes kongerige, er der her mulighed for et virtuelt fællesskab som minder om det forestillede fællesskab som nationen definerer som hos Benedict Anderson.

Man skal høre meget, før ørerne falder af! Faktisk er det ikke sket for nogen endnu, men alligevel kan man foranlediges til at tro, at de fleste ører er i overhægende fare for at blive skilt fra hovedet. For der sjuskes med sproget overalt, også hos journalister, som jo burde vide bedre, ikke sandt? Det bliver jævnligt påtalt, for eksempel har en professor i radioen beklaget sig over en journalists omtale af ”gingen”. Hvad i alverden skulle dét dog betyde? Nu måtte der virkelig strammes op, mente han. Og det kan man vel godt forstå, for der er jo ikke noget, der hedder ”gingen”. Heldigvis for os lyttere beklagede professoren sig for åben mikrofon på den kanal, der havde bragt det fremmedartede ord, så hjælpsomme kolleger kunne finde reportagen frem.

Jeg vidste jo godt, det ikke var det, hun mente. Men det var alligevel det, jeg hørte hende sige – i hvert fald for et kort øjeblik. Hen over sommeren har man på DR i programmet ”Det Søde Liv” kunnet se Mette Blomsterberg tilberede de lækreste og mest ekstravagante desserter og kager - ovenikøbet mens hun forsøgte at lære alle os almindelige mennesker, hvordan hun gjorde. Jeg er rasende glad for søde sager, og jeg er næsten lige så glad for at se madprogrammer, så ”Det Søde Liv” var tit noget, jeg fik zappet hen på i sommerens løb. Og det var altså også Mette Blomsterberg, jeg misforstod et kort øjeblik. For i et af programmerne sagde hun: ”så fylder jeg cremen i parken”.

„Tosproget“ – er det virkelig et ord man kan strides om betydningen og brugen af? Ja, det er det i allerhøjeste grad. Man kunne måske tro at ordet „tosproget“ er et positivt ord som dækker over at nogle mennesker simpelthen behersker flere sprog end andre, de såkaldt „etsprogede“. Men i dagens Danmark er dette langt fra den gængse brug af ordet. „Tosproget“ betyder ikke længere bare „som kan tale to sprog lige godt = bilingual“ (jf. Politikens Store Nye Nudansk Ordbog, 1997).

Hvordan er det egentligt, det står til med de danske dialekter? Dette spørgsmål har hen over sommeren været temaet for en række artikler i Weekendavisen med Michael Ejstrup (forsker i journalistisk sprog ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole) som forfatter.